Engelsk Bulldog standard
Denne udgave af standarden er den seneste og erstatter den tidligere standard udsendt af Dansk Kennel Klub i april 2004.
Standarden er udgivet af FCI (Fédération Cynologique Internationale) 10. okober 2010, oversættelsen er godkendt af Dansk Kennel Klubs Standard Komité i februar 2012.
Denne standard er også offentliggjort på Bulldog-klubbens hjemmeside.
FCI standard nr.149: Engelsk Bulldog 10.01.2011 Oprindelsesland: Storbritannien |
|
Anvendelse | Selskabshund. |
Klassifikation | FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser- og kvæghunde), Sektion 2.1 (Molosserhunde af Mastiff-type). Uden brugsprøve. |
Kort historik | Bulldoggen klassificeredes første gang i 1630’erne, skønt vi kan læse tidligere omtaler af lignende typer kaldet bandogs, en betegnelse som man i dag bruger om en bestemt type kamphund. Bulldoggen blev oprindelig anvendt til udfordring af tyre, og måtte dermed kæmpe i hundearenaen, men begyndte efter 1835 en udvikling mod den type med kortere ansigt og lavstammet krop, som vi kender i dag. Den kom ind i udstillingsverdenen i 1860 og oplevede i årene efter en stor personlighedsændring. Det er en herlig ”grim” hund som giver indtryk af stridbarhed, der bare gemmer på et kærligt, hengivent sind i forhold til familie og venner. Racen er en af de ældste engelske racer og er Englands nationalhund. Over hele verden forbindes den med engelsk beslutsomhed og den legendariske John Bull. |
Helhedsindtryk | Glathåret, temmelig tætbygget, af ret lav statur, bred, kraftfuld og kompakt. Hovedet virker ganske stort i forhold til hundens størrelse, men ingen enkelt del må være fremhævet på bekostning af andre og dermed ødelægge den generelle harmoni, få hunden til at virke deform eller kompromittere dens kraft i bevægelserne. Ansigtet er forholdsvis kort, næsepartiet bredt og stumpt og skråner let opad, men ikke overdrevent. Hunde med åndedrætsbesvær er særdeles uønskede. Kroppen er temmelig kort og fast bygget, uden tendens til overvægt, lemmerne er svære, muskuløse og i hård kondition. Bagparten er høj og stærk, tæverne er ikke så pompøse eller kraftigt udviklede som hannerne. |
Temperament | Giver indtryk af beslutsomhed, styrke og energi. Opmærksom, modig, trofast, pålidelig og frygtløs. Dens udseende indgyder respekt, men af natur er den venlig. |
Hoved | Set fra siden virker hovedet meget højt og moderat kort fra nakke til næsespids. Panden er flad, og skindet på og omkring hovedet er lidt løst og fint rynket, uden overdrivelse, så det virker dominerende eller rager ud over ansigtet. Fra kindben til næse er ansigtet forholdsvist kort, og huden kan være let rynket. Afstanden fra den inderste øjenkrog (eller fra stoppets centrum mellem øjnene) til næsespids må ikke være mindre end afstanden fra næsespidsen til underlæbens rand. |
Skalle | Skallen er forholdsvis stor i omkreds. Set forfra virker den høj fra underkæbens forkant til toppen, ligesom den også er meget bred og firskåren. Fra stoppet ses en pandefure til helt på midt på hovedskallen. |
Stop | Defineret. |
Ansigt | Set forfra skal ansigtets enkelte træk være ligeligt fordelt på hver sin side af en imaginær, lodret midterlinje. |
Næse | Næse og næsebor store, brede og sorte, under ingen omstændigheder leverfarvede, røde eller brune. Næseborene er store, brede og åbne, adskilt af en veldefineret, lige linje. |
Næseparti | Kort, bredt, opadvendt og dybt fra øjenkrog til mundvig. Hvis der er en hel eller delt hudfold over næsen, må den aldrig være til skade eller gene for øjne eller næse. Sammenklemte næsebor og voldsomme rynker over næsen er uacceptable og bør trække kraftigt ned i præmiering. |
Læber | Overlæberne (chops) er tykke, brede, og dybe, dækker underkæben i siderne, men møder underlæben fortil. Tænderne er ikke synlige. |
Kæber, bid | Kæberne er brede, stærke og firskårne. Underkæben rager lidt frem foran overkæben og bøjer en anelse opefter. Kæberne er brede og firskårne med seks små fortænder placeret i en lige linie mellem hjørnetænderne, som sidder langt fra hinanden. De store og kraftige tænder ses ikke, når munden er lukket. Set forfra ligger underkæben lige under og parallelt med overkæben. |
Kinder | Godt rundede og når til siderne ud forbi øjnene. |
Øjne | Set forfra er de placeret lavt i skallen, med god afstand til ørerne. Øjne og stop ligger på en lige linje vinkelret på pandefuren. Øjnene ligger langt fra hinanden, med den yderste øjenkrog inden for kindernes kontur. De er runde og moderat store, hverken dybtliggende eller udstående. Farven er meget mørk – næsten sort – og det hvide i øjnene må ikke ses, når hunden ser direkte fremad. Fri for åbenlyse øjenproblemer. |
Ører | Højt ansatte, dvs. at ørernes forkant (set forfra) følger omridset af skallen ved dens øverste hjørner, således at ørerne er placeret så langt fra hinanden, så højt og så langt fra øjnene som muligt. Ørerne er små og tynde. Det korrekte er ”rosenører”, dvs de er foldet indad bagud, med den øverste eller forreste rand bøjet udad og bagud, så en del af den indvendige ørebrusk kan ses. |
Hals | Moderat lang, dyb, tyk og stærk. Godt buet overlinje med lidt løst, tykt og foldet skind ved struben, hvor der i begge sider dannes en mindre hudlap (dewlap). |
Krop | |
Overlinje | Falder let mod ryggen lige bag skuldrene (hvor den er lavest). Derfra hæver rygraden sig mod lænden (som ligger over skulderhøjden) og fortsætter i en mere udtalt kurve mod halen, idet den danner en let bue – et karakteristisk træk for racen. |
Ryg | Kort og stærk, bred ved skuldrene. |
Bryst | Bredt, fremtrædende og dybt. Krop velribbet op bag. Brystkassen rund og dybt til ned mellem forbenene, ikke fladribbet, men godt hvælvede ribben. |
Underlinje | Bugen er optrukken og ikke hængende. |
Hale | Lavt ansat, står temmelig ret ud og vender derpå nedad. Rund, glathåret og uden frynser eller grove hår. Moderat lang – hellere kort end lang – tyk ved roden og hurtigt aftagende til en fin spids. Den bæres nedad (uden udtalt opadvendt bue ved spidsen) og bæres aldrig højere end ryggen. Mangel på hale, indadvendte eller ekstrem stramme haler er uønsket. |
Lemmer | |
Forpart | Helhed. Forbenene er korte i forhold til bagbenene, men ikke så korte, at de får ryggen til at virke lang eller nedsætter hundens bevægelighed. |
Skuldre | Brede, skråtliggende og dybe, meget kraftfulde og muskuløse, så de virker som ”hæftet fast” uden på kroppen. |
Albuer | Lavt ansatte og godt fri af kroppen. |
Forben | Forbenene er meget svære og stærke, veludviklede, stillet med god bredde, tykke, muskuløse og lige, knogler i benene store og lige, ikke hjulbenede eller buede. |
Mellemhånd | Kort, lige og stærk. |
Forpoter | Forpoterne er lige og ganske let udaddrejede er middelstore og moderat runde. Tæerne er kompakte og tykke, godt adskilte, med fremtrædende og høje knoer. |
Bagpart | Helhed Kraftige og muskuløse bagben, lidt længere end forbenene. De er lange og muskuløse fra lænd til haseled. |
Knæ | Knæene er drejet ganske let ud fra kroppen. |
Mellemfod | Let vinklede, godt lavt ansat has. |
Poter | Bagpoterne er runde og kompakte. Tæerne er kompakte og tykke, godt adskilte, med fremtrædende og høje knoer. |
Bevægelse | Hunden synes at gå på tåspidserne med korte og hurtige skridt. Bagpoterne løftes ikke højt, men strejfer nærmest jorden, og hunden løber med en af skuldrene ret fremskudt. En sund bevægelse er af yderste vigtighed. |
Pels | |
Hårlag | Af fin struktur, kort, fladtliggende og glathåret (den føles kun hård, fordi den er kort og tæt, ikke ruhåret). |
Farve | Ensfarvet eller “smut” (dvs ensfarvet med sort maske/næseparti). De tilladte farver, som hver for sig skal være klare og rene, er brindle, rød i forskellige nuancer, fawn, dådyrfarvet, hvid og broget (dvs hvid med enhver af de førnævnte farver). Leverfarvet (’dudley’), sort og sort/tan er højst uønsket. |
Størrelse | Vægt for hanner 25 kg, tæver 23 kg. |
Fejl | Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og virkning på hundens sundhed og velbefindende. |
Diskvalifikation |
|
Bemærk | Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen. |
Ingen kommentarer endnu